Sapeli mahogni som vokser i Vestafrika har gennem tiderne været en af de mest anvendte mahognisorter til møbler, vinduer og beklædning m.m.

Sapeli er vel mest kendt som dørfinér og køkkenlåger, hvor man har anvendt kvartskåret finér, der kendes på det meget stribede udseende.

Træet fås i store dimensioner og er næsten knastrent. Ulempen med Sapeli til sammenligning med Sipo er, at den har flere markerede vækststriber, der gør at træet kan rejse sig efter høvlning.

Farven er rødbrun og de planskårede planker har en fantastisk flot tegning.

Udbuddet er i dag noget reduceret, da eksporten fra Ghana er meget begrænset i forhold til tidligere. I dag kommer det meste fra Congo, hvor vi får det som FSC Certificeret.