Teak har prædikatet "Verdens bedste og nyttigste træsort". Det er ikke uden grund, at denne dejlige træsort har fået det prædikat. Træet er helt fantastisk p.g.a det naturlige olieindhold, harpikssyre og resistensstoffer, der udover kiselindholdet gør at træet er yderst holdbart under ugunstige forhold.

Til brug i nærheden af saltvand er teak suverænt den mest holdbare træsort. Træet har en dejlig læderagtig duft og et flot brunligt udseende. Når træet skæres op, har det et grønligt skær, der dog hurtigt "ilter op" og i løbet af ganske kort tid, har træet fået sin naturlige brune farve igen. Teak er, som omtalt, en fantastisk holdbar træsort, men man skal være opmærksom på, at kiselindholdet gør, at værktøj og klinger sløves mere end almindeligt under opskæring.